Honda A-Type, Honda’s Første Produkt på Markedet (1947)

Det første produkt der bar Honda navnet var denne Honda A-Type, en cykel med hjælpemotor. (Fotografi fra Honda Collection Hall)

Efter at udviklingen af "Skorstens motoren" var stoppet, måtte Honda skynde sig og udvikle næste plan. Dette blev så Honda firmaet’s første originale produkt der kom ud på markedet, Honda A-Type. Sammenlignet med det meget radikale design af "skorstens motoren", lignede dette en meget ordinær 2-takts motor. Men, som Kawashima forklarer: “Indsugningen foregik ikke i den traditionelle forstand ved kanten af stemplet. Istedet, havde motoren en roterende skive på siden af krumtaphuset. Derfor sad karburatoren også på krumtaphuset istedet for som normalt på cylinderen. På dette tidspunkt, var det revolutionerende. Jeg syntes "Den gamle" var helt utrolig til at komme med ideer som denne.”

Den manuelt betjente koblings mekanisme til bælte drevet blev også et Honda patent. Det var bare en af de ting der gjorde at dette produkt præsenterede sig som et ægte Honda Motor Co. produkt. A-Type motoren fik ikke megen opmærksomhed for andet end at være det første ægte Honda produkt. Men hvis man ser på det fra en anden vinkel, var det A-Type motoren der pludselig gjorde verden opmærksom på Honda Motor Co helt specielle karakteristika.

På dette tidspunkt, fortæller Kawashima, var Honda allerede begyndt at tale om det. “På vores værksted brugte vi trykstøbning. i modsætning til sand støbning, vi måtte lave metal forme til støbningen. Det kostede penge. Med den hastighed vi producerede vores motorer den gang, kunne det umuligt give overskud, så almindelige mennesker ville aldrig drømme om at bruge den metode. De ville nøjes med sand støbning. Men den Gamle insisterede, ‘Lige meget hvad, så bruger vi tryk støbning!’”

Så derfor var den karakteristiske Honda kvalitet ved A-Typen ikke så meget det mekaniske men mere produktions metoden.

At producere med trykstøbning betyder at producere i stort antal. Det lille simple værksted i landsbyen, lige meget hvordan man så på det, var meget langt fra en masse-produktion fabrik. Til trods for dette, og meget bevidst om at valget af denne produktions metode ville få folk til at tænke, at ambitions niveauet var alt for højt, så begyndte Honda alligevel på hvad han vidste ville blive et eventyr.

Honda’s Syv-års Historie indeholder følgende passage:

“Metoden var at gå direkte fra rå materiale til produkt uden at generere for megen efter bearbejdning, et mindre materiale forbrug, færre bearbejdnings processer, og at slutte med et attraktivt produkt. Dette var Præsidenten’s syn på tingene, og det holdt han fast ved.”

Isobe husker det hårde arbejde dengang:
Vi var meget ambitiøse, men vi havde ikke pengene, og det var første forhindring. Vi kontaktede et firma der lavede støbeforme, og fandt ud af at en form ville koste helt op til ¥500000 (yen). Vi havde ikke anden mulighed end at lave dem selv. Og på det tidspunkt havde vi Præsidenten’s yngre broder Benjiro og nogle andre i firmaet der var istand til at arbejde med det værktøj vi havde, og håndlave støbeformene. Det var kun derfor vi kunne gøre det. Jeg hjalp også så meget jeg kunne. Selvom vi havde spurgt en af de store fabrikanter af støbeforme om at arbejde for os, Ville de sansynligvis ikke have troet på et lille firma som Honda.
Han fortsætter:
De første modeller var kun delvist trykstøbt. Vi tog overgangen til trykstøbning gradvist så hovedparten i senere modeller blev lavet på denne måde. Topstykket, cylinderen, krumtaphuset, og dele som man ikke kan se, som plejlstænger og sæderne til den roterende inds. ventil – det blev alt sammen trykstøbt. Den gamle sagde, ‘Hvis noget af det bliver besværligt, kan vi lige så godt overstå det først.’ Og, ‘I et land der ikke har resourcerne, skal folk ikke lave for meget efterbearbejdning. Lad os bruge energien på de første processer. Hvis slutprocesserne ikke kræver ret meget arbejde, så spilder vi ikke resourcerne. Hvis vi kan opnå den præcision vi ønsker i starten, så behøver vi ikke tiden, arbejdet og maskineriet senere, vel?’ Når jeg tænker på det nu, kan jeg godt se at han forudså tiden idag, hvor de fleksible processer er i højsædet. Den tanke gang havde allerede gennemsyret vores hverdag for 50 år siden.

A-Type cyklen der nu findes i Honda Collection Hall, havde en aluminium tank der var støbt i to dele, en øvre og en nedre. For at forhindre små utætheder i samlingen, hvilket ikke var unormalt med denne støbeteknik (sand støbning), siges det at tankene blev malet med et lag Japansk lak. Hondas mærke fra denne startperiode, som havde en “nøgen figur racende henover himlen,” kan svagt anes.

I November 1947, gik Honda A-Type i produktion og blev straks sat til salg. De tidligere modeller, med den modificerede motor havde en rørformet tank som havde øgenavnet “Te flasken,” men A-Typen havde en støbt dråbeformet aluminum tank istedet. Ideen kom fra støbte aluminum varmt vands flasker, som blev lavet af Enshu Keigokin Corp., nu kendt som Enkei, i Hamamatsu, og Honda bestilte A-Typen’s tanke fra dette firma. De kunne laves med monterings beslag i et stykke, så de krævede mindre arbejde end "Te flaskerne". For Præsident Honda, som var meget opmærksom på designet, var tankens udseende og stil en vigtig faktor.

Inden længe, begyndte de originale ideer at vise sig på fabrikken, som var en forsmag på de senere års Honda Motor Co. I Februar 1948, blev en samlefabrik til motorer bygget i Noguchi-cho. Her havde firmaet sit første samlebånd, selvfølgelig udtænkt af Præsident Honda. Produktionen var godt nok endnu ikke i et omfang til at kræve samlebånd, hverken i forhold til antal produkter eller antal ansatte. Men ligesom med overgangen til trykstøbning, var Honda's drøm om fremtiden allerede begyndt at vise sig på dette tidspunkt.

Desuden, var denne udvikling af arbejdpladsen gjort ud fra ønsket om at gøre arbejdet mindre opslidende, ved at mindske afstanden over hvilken de enkelte dele skulle flyttes, og derved kræve mindre plads. Dette koncept med et så kompakt samlebånd var ikke set før. Selve samlebåndet var stadig meget enkelt, men den grundliggende ide bag det er som Honda idag ser ud.

Men det var nu stadig et stort arbejde for de ansatte, fordi de støbte tanke og de støbte dele var i begyndelsen oversået med små fine riller og huller. Så for at undgå benzin- og olielækager, måtte de smøre et lag Japank lak på, et produkt der skabte alvorlige allergiske reaktioner hos de fleste.

Med et stort smil, beskriver Isobe det således:

“Der var endnu ingen udvikling igang omkring forsegling og pakmasser. Japansk lak var billigt dengang. Vi smurte det på med håndkraft, på overfladen af tanken og på indersiden af krumtaphuset. Vi prøvede på at skabe en proces med færrest mulige trin, og endte med mere arbejde, og ydermere fik vi lak forgiftning. Det var forfærdeligt, jeg blev hårdt ramt.”

Produktion af A-Type motoren på Noguchi fabrikken (1948)

Samlebånds arbejdet gik ikke så glidende som forventet. Meningen var at have så få trin som muligt i arbejdsprocessen, men de støbte dele passede ikke ordentlig sammen, så de skulle alligevel bearbejdes i hånden, men hvis Præsident Honda så folk lave den slags arbejde når han besøgte fabrikken, så blev der ballade.

“Hvis han så en samling file som kunne bruges til at bearbejde delene, så var der med det samme dårlig luft,” husker Isobe. “‘Hvorfor er samlebåndet stoppet! Denne del er jo dårlig, smid den ud!’ Men hvis vi gjorde som han sagde, skulle vi jo smide alle dele ud. Hans ide var at det hele skulle fungere så selv den nyeste ansatte kunne sætte delene sammen, men det niveau havde vi ikke helt nået endnu. Selvom han godt vidste det, så tror jeg at det at han så det med egne øjne gjorde ham virkelig vred.

Han fortsætter: “Yamashita fabrikken, hvor delene blev produceret og forarbejdet, blev en del af balladen. ‘Den gamle kommer!’ det var som en luftalarm. Så snart vi hørte denne advarsel, blev alle file og hammere og andet værktøj der blev brugt til at bearbejde delene, gemt væk, og så var det bare med at få samlebåndet igang.”

Præsident Honda var selv en mester til at bearbejde ting i hånden. Han var en virkelig dygtig håndværker. Alligevel kunne vi høre ham snerre:

“Det nytter ikke noget, hvis vi er nødt til at have specielle talenter og teknikker for at samle vores produkter. Fabriksarbejderne og mekanikerne hos forhandlerne er ikke alle som mig. Vi skal ikke lave noget der kræver en mesters talenter.”

“Den gang hørte man aldrig den Gamle sige ting som, ‘Dette er min filosofi’” husker Kawashima. “Vi lyttede bare til ham uden at tænke på nogen filosofi. Senere opdagede jeg, at hvis jeg tænkte over det på den måde, så var de ting han sagde i virkeligheden grundlaget for Honda company’s måde at tænke på.”

Han husker også:
Den gamle råbte og slog men det var den gamle tids mester’s måde at behandle lærlingene på. Men det han sagde, var det modsatte af den traditionelle håndværkers mentalitet. Det var den moderne leder der talte, og han var næsten for opfindsom. Der var virkelig modsætninger i ham, men om man kunne lide ham eller ej, det var Soichiro Honda. Inde i mig selv sagde jeg tit, ‘Idiot!’ men jeg kunne alligevel ikke lade være med at give ham ret. Sådan virkede han på os. Så jeg sagde alligevel ikke op, men prøvede om jeg kunne holde trit med ham.